Holbæk Sygehus. Helhedsplan for patienter, pårørende og personale
Natur kan tage mange former – fra rum til stille refleksion til steder for livlig leg. Gennem en ambitiøs helhedsplan for arealerne omkring Holbæk Sygehus har vi arbejdet med naturen som et bærende element for både sundhed og trivsel. Målet har været at skabe en mangfoldighed af oaser, der kan opleves af alle – fra patienter og pårørende til personale og byens borgere.
Et levende bindeled mellem hospital og by
Projektet er tænkt som en sammenhængende rekreativ naturoplevelse, der fysisk og mentalt forbinder Holbæk Sygehus med Holbæk by. Det giver borgerne nye grønne byrum, samtidig med at det tilbyder et helende frirum for dem, der har deres gang på hospitalet.
Tryghed og heling i det grønne
Ambitionen med helhedsplanen er at demonstrere, hvordan biodiverse naturrum kan skabe en forbindelse, der er både sund og helende. For patienter og pårørende kan en tur i det grønne give en nødvendig pause og et øjebliks ro i en svær situation, mens personalet får bedre rammer til restitution i løbet af deres arbejdsdag. Det er her, naturens evne til at skabe tryghed for alvor kommer i spil.

