Novo Nordisk. Natur og velsmag til tusindvis af gæster
Novo Nordisk - Favrholm Campus
Som en del af visionen ’Future Favrholm’ har vi designet og etableret smukke, vilde naturarealer og en bugnende køkkenhave på Novo Nordisks konferencecenter, Favrholm Campus. Hvert år tager Favrholm Campus imod tusindvis af kolleger fra hele verden, og målet har været at gøre naturen til en integreret del af opholdet – en ramme, hvor den rige biodiversitet både styrker gæsternes forbundethed til naturen og inspirerer til en grønnere madkultur.”
“Med den plads, vi har, følger et ansvar for at løfte naturværdien. Det har været vigtigt både at integrere biodiversiteten og at demonstrere en endnu grønnere madkultur. Og mindst lige så vigtigt at aktivere det, så vores mange tusinde kolleger kommer herfra med indtryk og aftryk fra naturen.” – Karoline Akerjordet, Director, Global Solutions, Novo Nordisk.
En køkkenhave der inspirerer til forandring
Hjertet i den grønne forvandling er den store økologiske køkkenhave, der bringer naturen direkte ind på tallerkenerne. Friskhøstede grøntsager og urter i sæson giver gæsterne en hyperlokal smagsoplevelse, der inspirerer til en mere bæredygtig madkultur. Køkkenhaven fungerer som et levende bevis på, hvordan vi kan producere fødevarer i tæt samspil med naturens egne præmisser.
Naturen som aktivt læringsrum
For at styrke naturforståelsen inviterer vi medarbejdere og kursister udenfor i de smukke rammer. Vores team af biologer, naturformidlere og gartnere sørger for, at gøre naturen nærværende med workshops i køkkenhaven og guidede ture rundt i området. Det er her, læringen bliver levende, og vi skaber en større forbundethed til naturen.
Indtryk og aftryk fra naturen
Ved at koble den vilde biodiversitet sammen med den lokale madkultur og de mange aktiviteter i det fri, skaber vi en helhed, der sætter sig i gæsterne. Det handler om at give alle besøgende en dybere forståelse for naturens værdi, som de kan tage med sig videre efter et besøg på Favrholm Campus.

